Først og fremmest: Velkommen til MadFlip!

MadFlip er i bund og grund min måde at få afløb for min store interesse for mad. Jeg bruger bloggen til at dele min hobby – jeg elsker at lave mad fra hele verden, og jeg kommer til at dele alt fra hverdagsretter, til mit bud på det mere ”avancerede” køkken (altså fra et amatørsynspunkt, forvent ikke mad a la Geranium og Alchemist) samt anbefalinger til spisesteder og en masse information om drikkevarer – navnlig champagne.

Jeg håber derfor, at du kan bruge MadFlip til at få inspiration, både når det kommer til, hvad du skal spise tirsdag aften, og hvad der skal på bordet, når du vil imponere gæster, kæresten eller familien.

Bloggen blev startet i januar 2021,  og da der fortsat er tale om en ny blog, er der derfor endnu ikke noget egentligt tema. Det kan være, at det kommer et overordnet tema på et tidspunkt, men det er nok mere sandsynlig, at jeg blot fortsætter med at skrive om alt det, der interesserer mig inden for madens verden.

Jeg går meget op i økologi, gode råvarer, og der kommer også til at være vegetariske opskrifter. Jeg synes helt generelt, at der bliver gået for meget op i, om en specifik ret er vegetarisk eller ej, mange vil nægte at spise en ret, hvis den ikke indeholder kød. Jeg elsker kød, også store røde bøffer, men en vegetarret eller en ret med fisk kan have mindst lige så meget smag. Derfor går jeg mere op i retten, end om den tilfældigvis er vegetarisk eller ej.

Hvis du har spørgsmål, kommentarer eller bemærkninger, er du meget velkommen til at skrive en kommentar til netop den opskrift/det indlæg, du har spørgsmål til eller på Instagram.

Hvem er jeg?

Mit navn er Mathias Frank, og jeg bor i København. Til daglig arbejder jeg som advokat i byggebranchen. Jeg har interesseret mig for mad, madlavning og vin og champagne hele mit liv, og nu kom tiden altså til, at jeg havde lyst til at dele min hobby med alle jer, der har lyst til at læse med.

De ting, jeg deler her på siden, er billeder af den mad, jeg selv spiser og de ting, jeg selv drikker. Hvis der er tale om en nem ret til en hverdagsaften, jamen så kan du være sikker på, at det er lige netop det, den har været hjemme hos os.

Sociale medier

Jeg er på både Facebook og Instagram, og jeg håber, du vil gå ind og følge med. Du er selvfølgelig altid velkommen til at skrive kommentarer eller skrive til mig direkte på de sociale medier – det vil jeg endda sætte pris på.

Du er selvfølgelig meget velkommen til at dele links og henvise til min blog, men for god ordens skyld vil jeg lige nævne, at billederne tilhører mig, og at det ikke er tilladt blot at kopiere tekst.

Rigtig god læselyst!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *